
Tilbage i september 2010 skrev vi om, hvordan vi havde startet en lille løbeklub op, og vi kom til at tænke på, at det ville være en god ide at komme med en opdatering herfra. For der skal ingen tvivl være om, at løbeklubben stadigvæk eksisterer.
Det hele virkede jo til at være en tosset god ide, da vi startede
ud med at løbe om eftermiddagen i den fantastiske danske sensommer.
Men vi kunne også konstatere, at sommer blev til efterår, som
bekendt bliver til vinter. Men Bytelabs løbeklub lader sig ikke
sådan slå ud. Iført op til flere lag tøj, handsker og huer har vi
formået at komme af sted hver evig eneste tirsdag vinteren i gennem
- altså med forbehold for jul, nytår og lignende. Eftersom vi har
formået at holde formen ved lige vinteren over, synes vi faktisk
selv, at vi er ved at have en hæderlig form. Nu vil vi ikke
offentliggøre vores træningsmetoder, hastigheder og distancer, da
vores konkurrenter ikke skal aflure vores vindende teknik. Men
tempoet er højt, intervallerne er mange og humøret er endnu
højere.

Det løbende hold er også blevet større. Situationen er faktisk
den, at vi i øjeblikket er 6 mand, der løber af sted hver tirsdag
ved 17-tiden. Og målet er klart: vi stiller med et knivskarpt hold
til DHL-stafetten i
august og rygtet siger endda, at et par stykker fra holdet
stiller op til halvmaraton i
september og mon ikke også, at vi stiller op til IT-run i
oktober.
Så tilbuddet eksisterer stadigvæk: kom endelig forbi tirsdag efter
middag ved 17-tiden og løb en tur med os - hvis du tør…