
Vi er begejstrede! Microsoft og Nokias samarbejde om mobiltelefoner har givet meget omtale, både online og offline, nu hvor de første mobiltelefoner er kommet på markedet. Det er Nokias hardware og designkvalitet kombineret med en solid og hurtig Windows platform. Denne minder slet ikke om tidligere tiders Windows mobile versioner, som vi har udviklet apps til for en del år siden.
Vores begejstring over Nokia Lumia 800 skyldes primært Windows Phone 7, nærmere bestemt, at apps udvikles i Microsoft .NET, hvilket er vores primære udviklingsplatform til applikationer og web. Uanset hvilken holdning du har til de forskellige mobile operativsystemer, så vil Nokia og Windows Phone 7 vinde indpas i mange virksomheder, som bruger Microsoft produkter i stor stil og ligeledes allerede har mange Nokia produkter ude hos medarbejdere. Lad os derfor også slå fast med det samme; Windows Phone 7 på en Nokia Lumia 800 mobiltelefon er helt på højde med både Apple iOS på iPhone 4s og Android på Samsungs Galaxy S II.
De muligheder, som en moderne smartphone giver, kan gøre virksomhedens IT-systemer mere tilgængelige for både kunder og medarbejdere og åbne for helt nye muligheder og services. Dette underbygges af Gartners forudsigelser for 2012, som spår mere bevægelse mod mobile platforme. Vi ser allerede en snært af dette gennem kombinationen af SkyDrive og Officepakken, som er præinstalleret på den nye Nokia telefon. Husk i den forbindelse også at have mobilstrategien i baghovedet.
Det er en stor fordel, at de mange Microsoft, Windows og .NET baserede systemer, som bruges hver dag i mange virksomheder, kan udbygges til mobile enheder på samme driftplatform. Microsoft har, blandt andet, valgt at bruge deres Silverlight teknologi, som egentligt var tænkt som en Adobe Flash konkurrent. Det er en teknologi, som vi altid har håbet på, ville finde en anvendelse. Nu tyder meget på, at den tid er kommet.

Vi udbygger løbende på vores værktøjskasse og nu også med standardværktøjer til Windows Phone 7. Vi kan således nemt og hurtigt udvikle apps med forretningslogik og integrationer samtidigt med, at omkostningerne og drift holdes nede. Vi regner med, at vores kunder og virksomheder vil skifte deres aldrende Symbian Nokia telefoner ud med de meget lovende nye smartphones fra Nokia med Microsofts Windows Phone 7. Når den tid kommer, står vi klar med nyttige applikationer, som kan gøre hverdagen nemmere.
Vi har nu fået vores .NET Framework til en hurtig og moderne smartphones, hvilket er som at være 10 år gammel og få en stor kasse Lego - vi glæder os til at udvikle meget mere til Windows Phone 7.
Vi følger naturligvis op med en guide til din første Windows Phone 7 app, som bliver en gennemgang af, hvorledes du får Visual Studio til at virke med de korreke værktøjer. Der bliver helt sikkert også plads til at lære dig at lave din første Windows Phone app. Imens kan du læse Anders' blogindlæg om Hvordan laver man en app for hvad man skal overveje, inden udviklingen begynder.