‎‎‎‎‎

 

Gjensidige

Vi har hjulpet Gjensidige med en løsning, der giver dem mulighed for at administrere deres forsikringsprodukter mod bilforhandlere i Bilinfo.net. Løsningen er en kombination af et backend- og et frontend-system, hvor Gjensidige i backend-systemet kan definere de forsikringsprodukter, som skal være tilgængelige for forskellige forhandlere. Løsningen hedder Bytelab Insurance System (BIS) og hjælper foruden Gjensidige også en række af Bytelabs andre forsikringskunder.

Med Bytelab Insurance System har Gjensidige fået en nem og brugervenlig løsning, der gør bilforhandlere i stand til at beregne tilbud til slutkunder, når de er i bilforretningen. Det har bl.a. gjort bilforhandlernes muligheder større, da de kan give kunderne et forsikringstilbud med i hånden. Accepterer en kunde et forsikringstilbud, kan det efterfølgende sendes direkte til Gjensidiges ERP-system med henblik på at oprette en bilforsikring. Det er med til at give en rigtig god oplevelse for bilforhandlerne og for slutkunderne, da salget af en bilforsikring kan klares direkte hos bilforhandleren.


Bytelab Insurance System passede rigtig godt ind i vores forretningsmodel, og de ønsker, som vi havde til diverse tilpasninger, var Bytelab hurtige til at lave præcis til os, så vi ikke var nødsaget til at gå på kompromis med vores arbejdsprocesser .Vi er så glade for samarbejdet med Bytelab, at vi allerede nu kigger ind i flere projekter, som kan løfte vores forretning yderligere – udtaler Nicki Ipsen, Projektleder hos Gjensidige.

En komplet løsning

BIS (Bytelab Insurance System) er backend-systemet, hvor Gjensidige har mulighed for at administrere de forsikringsprodukter, som bilforhandlerne skal have adgang til via Bilinfo.net. I BIS-interfacet er det bl.a. muligt at oprette forskellige forhandlere, produkter og salgskanaler. Under produktopsætningen har Gjensidige desuden mulighed for at sætte tariffer, så priserne på bilforsikringerne bliver så præcise og konkurrencedygtige som muligt.

Under fanen ”Produktredigering” findes ”Forsikringsprodukter”, hvor de kan oprette og redigere deres forsikringsprodukter med forskellige kriterier, såsom alder, bilens maks. alder, betalingstermin, ny/brugt bil og privat/erhverv. De har også mulighed for at angive pristariffer ud fra nogle forskellige kriterier: model, kundens alder og anciennitet. De har også mulighed for at angive tillægsprodukter, såsom friskadedækning, glasforsikring, vejhjælp, førerpladsdækning mv. Alle produkterne med de specifikke opsætninger kan dernæst gøres tilgængelige i Bilinfo, og de kan oprette lige så mange forskellige forsikringsprodukter, de ønsker.

 

Flere salgskanaler

Salgskanalerne binder forhandlerne og sælgerne sammen med produkterne, hvilket bl.a. gør det muligt at opsætte et mærkesamarbejde. Under fanen "Administration" og "Salgskanaler" kan de oprette forskellige salgskanaler. Disse salgskanaler kan efterfølgende kobles til forskellige forhandlere og sælgere, så de dermed kan styre, hvilke forhandlere og specifikke sælgere der kan sælge de forskellige forsikringsprodukter til de forskellige mærker.

Det kan fx være en salgskanal, der hedder "Alfa Romeo". Her kan man så efterfølgende gøre relevante bilforsikringer gældende og efterfølgende gøre lige netop denne salgskanal synlig for relevante bilforhandlere og sælgere, som står for salg af netop Alfa Romeo.

 

Integration med Bilinfo.net

Forhandlerne sælger forsikringsprodukterne via Bilinfo.net, hvortil Bytelab har udviklet et i-frame, hvilket betyder, at de forsikringsprodukter, som er oprettet i Bytelab Insurance System, kan sælges af forhandlerne via et overskueligt oversigtsbillede direkte på Bilinfo.net. Det er ligeledes muligt at indhente samtykke til behandling af CPR-numre og/eller markedsføring via samme integration.


Om Gjensidige

Gjensidige er et nordisk skadeforsikringsselskab, der har eksisteret i mere end 200 år. Gjensidige opererer både i Norge, Sverige, Danmark og Baltikum, hvor de sælger en bred vifte af forsikringsprodukter, bl.a. bilforsikringer, som er et af deres kerneprodukter på det danske marked.

Du kan læse mere om Gjensidige her

© Bytelab 2019 - Designed by Creative ZOO