Fact-finding tur til Sverige

Brancheviden

Som et led i vores deltagelse i VITUS-programmet har vi været en tur i Malmø og Stockholm, hvor vi fik et godt indblik i den svenske bilbranche.

Først var vi en tur i Finland (Læs om den tur her), dernæst var vi i Norge (læs om den tur her) og nu har vi så været i Sverige, som er det tredje og sidste land, vi i første omgang ønsker at afdække markedspotentialet i for fremtidig eksport.

Første besøg gik til Malmø

For et par uger siden var vi en tur i Malmø, hvor vi besøgte Ynnor. Her mødtes vi med Mikael Mesch og Ronny Svensson, der til dagligt driver Ynnor, som er en konsulentvirksomhed med speciale i rådgivning af bilbranchen. Ronny startede selv Ynnor (Ronny stavet bagfra) tilbage i 1991 og er en erfaren herre med en bred viden om administration, finansiering, beskatning og flådestyring af biler.

Af den grund var han formentligt også lidt farvet, da han bl.a. fortalte os om en speciel type aktør i den svenske finansieringsverden, som vi ikke rigtig ser i Danmark - nemlig et administrationsselskab til bilflåder. Disse er efter Ronnys mening en vigtig del af den svenske bilbranche, da de administrerer store flåder for mange virksomheder og hjælper med at ”shoppe rundt” efter de bedste aftaler på finansiering. Ideen er, at virksomheder overlader al administration til disse selskaber, som også sørger for gode priser på finansiering - uden at være bundet til et bestemt finansieringsselskab. Det giver også god mening at få et uvildigt administrationsselskab til at stå for bilflåden, især når mange af importørerne har egne finansieringsselskaber som fx VW Financial Services.

Administrationsselskabernes markedsposition blev dog anfægtet til et senere møde, som du kan læse mere om længere nede, hvorfor vi er i tvivl om, hvor stor en indflydelse de reelt har. Ynnors generelle forventning til den nære fremtid er, at finansieringsmarkedet bliver mere transparent og nemmere at navigere i mht. priser, da Ronny lader til at vide, at der snart lanceres en tjeneste, der sammenligner priser på finansieringstilbud, hvilket kan være med til at skærpe konkurrencen.

I forhold til delebiler var det interessant at høre, at især Volvo har haft god succes i Sverige med tjenesten ”Sunfleet” – der dog nu er rebrandet til ”M”. Sunfleet blev oprindeligt lanceret som et tilbud rettet mod studerende for at ”invitere” dem ind i Volvo-familien i håb om at skabe en præference for mærket. Konceptet er ret simpelt: Opret en bruger og lån en ledig Volvo ved forskellige togstationer i Stockholm og Uppsala, og aflever den samme sted igen for en fair pris. Konceptet har Volvo dog siden hen justeret, da det hurtigt blev tydeligt, at interessen var lidt for høj hos mange andre målgrupper. Det har bl.a. betydet, at især prisen for at låne en Volvo er steget markant, hvilket så har afskærmet alle de studerende.

Andet besøg gik til Stockholm

Vores anden tur til Sverige gik til Stockholm, hvor vi besøgte den danske ambassade. Her var vi i to dage, og ambassaden havde hjulpet med at booke nogle møder med brancherelevante samarbejdspartnere og mulige kunder.

Det første møde var med Motorbranschens Riksförbund, som er den svenske pendant til den danske Bilbranchen under DI, med ca. 1500 medlemmer fordelt over hele Sverige. Her snakkede vi med Klaus Silfvenius, som er deres Bilhandelsansvarlige.

Leasing i Sverige

Klaus kunne bl.a. fortælle, at operationel leasing generelt vokser i Sverige og hele 38 % af nye privatbiler leases, hvilket er højere end i Danmark. Det mener han primært skyldes importørernes evne til at tilbyde konkurrencedygtige kampagner, som gør det særdeles attraktivt for svenskerne at lease frem for at købe. En af importørerne har endda været så aggressive med en kampagne, at man kunne lease en Audi A3 billigere end en Peugeot 208. I forhold til fordelingen af erhvervs- og privatleasing ligger de side om side med ca. 50 % hver. Og det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at Volvo tegner sig for 40 % af det samlede Fleetmarked, hvor VW er nr. 2 med ca. 30 %.

Generelt er importørerne meget toneangivende i Sverige, og fx Mercedes havde netop opsagt samarbejdet med forhandlere rundt om i Sverige, så det nu er importøren selv, der står for det direkte salg. Dette overvejer VW og Honda ligeledes at gøre i hele EU, så magtfordelingen tipper mere og mere mod de store importører. Klaus kunne derfor ikke nikke genkendende til Ynnors udlægning af magtfordelingen, da Klaus ikke mener, at administrationsselskaberne er nær så stærke som importørerne.

Upcoming handelsportal i Sverige

Klaus fortalte også om Wayke.se, som er en fremadstormende online handelsportal, der har eksisteret siden efteråret 2017. Wayke.se er meget lig Bilbasen.dk, hvor både private og professionelle bilhandlere køber og sælger biler.

Wayke.se skiller sig især ud med deres integration mod carfax.se, som er en tjeneste, der logger al information om en given bil. Det vil sige, at Carfax registrerer hver gang en bils stelnummer slås op hos en forhandler, et værksted eller lign. Dermed er alle biler, der kommer til salg på Wayke.se, screenet af carfax.se og kan flages, hvis noget er uregelmæssigt.

Og hvis vi skal tro på rygterne, så gør Carfax virkelig en forskel, da det vurderes, at ca. 30 % af alle biler fra Tyskland er manipuleret med på kilometertælleren. Derudover går der historier om, at totalskadet biler i Tyskland sendes til Polen, hvor de genopbygges uautoriseret og dernæst forsøges solgt i bl.a. Sverige. Derfor er Carfax-integrationen med til at sikre en meget større grad af tryghed, når der handles med biler.

Fokus på den grønne omstilling

Motorbranschens Riksförbund er også overbeviste om, at 2020 bliver præget af den grønne omstilling og det samme er politikerne, der forventer, at det samlede nybilssalg kommer til at bestå af 30 % el- og hybridbiler, hvilket er meget ambitiøst.

Derfor har den svenske regering igangsat flere initiativer, bl.a. med et bonusprogram (bonus malus) til miljøvenlige biler. Har en bil kun udledt mellem 0-60 gram CO2, har regeringen kvitteret med en bonus på helt op til 60.000 kr. til de mest miljøvenlige biler. Regeringen har endda ændret i Bonus Malus ved årsskiftet, så grænsen nu går op til 70 gram. Klaus jokede lidt med at insinuere, at justeringen havde noget at gøre med nogle nye specifikke Volvo-modeller, som udleder 69 gram CO2. Han var dog overbevist om, at justeringen reelt skyldes WLTP, som blev indført i Sverige fra nytår.

Et andet politisk tiltag er en forhøjelse af afgiften pr. liter diesel, så den stiger med 30-60 øre pr. år. Klaus forventer, at ovenstående, samt nogle andre tiltag, vil være med til at stagnere nybilssalget og dermed gøre brugte biler meget mere interessante. Det betyder formentlig også, at eksporten af el-biler til især Norge vil dale, da man tidligere har set en fidus i at eksportere til Norge, da de om nogen har efterspurgt emissionsfrie biler.

Møde med stort leasingselskab og bilforhandler

Vi mødes også med et stort leasingselskab og med Hedin Biler i Akalla.Især Hedin Biler var et meget interessant møde, da de er en af Sveriges største kæder med mere end 80 bilforhandlere. Og det er ikke kun antallet af bilforhandlere, der er imponerende, men også deres fysiske størrelse, da de breder sig over voldsomt mange kvadratmeter, hvorfra de forhandler Nissan, Kia, Alfa Romeo, Citroën, Fiat, Subaru, Opel og mange andre mærker.

Dét, der gjorde besøget særligt interessant, var, at de faktisk allerede bruger vores BCC-løsning via en stor importør i Sverige, hvor vi fik en god og konstruktiv dialog om deres brug af BCC og nogle relevante ønsker til specifikke features.

Hvad er næste step i VITUS-programmet?

Vi har nu afsluttet første etape af vores fact-finding ture, og vi står nu overfor en vigtig proces i at sammenligne og vurdere potentialet for eksport i de tre lande. Det er klart, at en opstart af eksport ikke sker ”overnight”, da det kræver en del planlægning og økonomi, men vi er i fuld gang.

Fortsættelse følger…  

arrow_back
Forrige artikel
Fastelavn 2020
apps
arrow_forward
Næste artikel
System Demo's er et vigtigt redskab mod at sikre værdiskabende software
Rasmus Klemmensen

Rasmus Klemmensen

Marketingansvarlig

Telefon +45 87 11 33 23
Mail rk@bytelab.dk

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål til et af vores indlæg, eller hvis du ønsker en dialog om et muligt samarbejde.

© Bytelab 2019 - Designed by Creative ZOO